Anbefalinger

Henvisning til billeddiagnostiske undersøgelser

Det er vigtigt, at der forud for billeddiagnostiske undersøgelser foretages en sufficient anamnese og objektiv undersøgelse af patienten, at fundene dokumenteres i patientjournalen, og at de videregives i kort form til den billeddiagnostiske instans, som varetager undersøgelsen. Dette vil danne solidt grundlag for, at behandleren kan tilrettelægge den mest hensigtsmæssige undersøgelse.

Arbejdsgruppens anbefalinger

På baggrund af de inkluderede guidelines har arbejdsgruppen udarbejdet anbefalinger om, hvilke billeddiagnostiske undersøgelser der kan anvendes og henvises til i forbindelse med en given patienttilstand. Da anbefalingerne er baseret på de to inkluderede retningslinjer, er der patienttilstande, hvor det ikke har været muligt at udarbejde anbefalinger, da disse tilstande ikke har været nævnt i de to sæt retningslinjer.

Evidensgrundlag

Ingen retningslinjer er bedre end den litteratur, som de bygger på. Overordnet set er der svag evidens (evidensniveau C) for tre ud af fire af arbejdsgruppens anbefalinger. Dette skyldes, at de canadiske og engelske retningslinjer i høj grad er baseret på ekspertvurdering og konsensus, da den underliggende primærlitteratur er sparsom og/eller er af svag videnskabelig kvalitet.

Strålehygiejniske hensyn

I lighed med Røntgenbekendtgørelsen anbefaler arbejdsgruppen som udgangspunkt, at billeddiagnostiske undersøgelser, som ikke anvender ioniserende stråling, anvendes i stedet for undersøgelser med ioniserende stråling. Dette gælder især for patienttilstande, hvor evidensen er ens for både den ioniserende og ikke-ioniserende undersøgelse.

'Røde flag'

For de fleste anatomiske regioners vedkommende har arbejdsgruppen valgt at fokusere på, om der er tegn på ‘røde flag’ i forbindelse med patienttilstandene. Tilstedeværelsen af ‘røde flag’ skal ikke ses som en absolut indikation for at foretage billeddiagnostiske undersøgelser, medmindre der foreligger en konkret klinisk mistanke om alvorlig patologi såsom fraktur, artrit eller infektion. Ved mistanke om malignitet skal patienten hurtigst muligt henvises til egen læge med henblik på videre udredning, jf. Sundhedsstyrelsens kræftpakker.
 
Er der tale om mere uspecifikke ‘røde flag’ som høj alder, manglende effekt af behandling, radikulære smerter m.v. skal disse ses som elektive kriterier, hvor klinikeren skal have skærpet opmærksomhed i forhold til, om patienten har en alvorligere underliggende tilstand. Det forudsættes, at klinikeren foretager et overordnet skøn, hvor graden af patientens symptomer og varighed af symptomer indgår i beslutningen om foretagelse af billeddiagnostisk undersøgelse.”

Konsekvensanalyse af implementering af disse retningslinjer

Det er arbejdsgruppens vurdering, at der med disse retningslinjer er sket en stramning af indikationen for at anvende røntgenundersøgelser ved patienttilstande i bevægeapparatet, herunder columna. I disse retningslinjer er røntgenundersøgelse fortrinsvis indiceret i tilfælde, hvor der mistanke om fraktur eller ved tilstedeværelsen af et eller flere 'røde flag'. Såfremt retningslinjerne implementeres, burde dette nedbringe antallet af røntgenundersøgelser og dermed den generelle stråledosis.

Den anbefalede reduktionen af røntgenundersøgelser skal ses i relation til den anbefalede stigning af non-ioniserende undersøgelser, hvor fx MR- og ultralydsskanning er indiceret. Da MR-skanning er mere omkostningstung end ultralydsskanning og røntgen, forventer arbejdsgruppen en stigning i omkostninger til billeddiagnostiske undersøgelser, såfremt disse retningslinjer implementeres.